Hej, mit navn er Clara og jeg er 16 år gammel. Jeg var på udveksling i Spanien i en mindre by, der hedder Guillena, som ligger tæt på Sevilla i Andalusien (det sydlige Spanien). Spanien har de sjoveste traditioner, menneskene er virkelig åbne og vil altid snakke, de har et vidunderligt sprog, smuk natur, flotte byer, fantastisk mad og masser af ting man kan opleve.
Da jeg kom, kunne jeg stort set ikke sige noget på spansk, men det skal slet ikke forhindre én i at tage afsted. Det første lange stykke tid var jeg nødt til at kommunikere med min værtsfamilie over google-translate. I skolen vil man også sidde i starten uden at have en anelse om hvad der foregår. Men menneskene hernede er så søde og forstående. Hvis bare man prøver sit bedste og virker interesseret, vil de altid gerne hjælpe dig, og man skal nok lære det.
Min værtsfamilie er virkelig helt fantastisk. Jeg føler det er det perfekte match. Det var meget specielt i starten at falde til i en familie som man ikke rigtig kunne kommunikere så nemt med, men med tiden blev det meget nemmere da man lærer at forstå hinanden bedre, og nu er de ligesom min 2. familie.
Jeg har mødt de sødeste venner hernede. Det tog lidt tid at lære dem at kende, men nu elsker jeg at være sammen med dem. I min fritid spiller jeg volley med nogle af pigerne fra min klasse, løber sammen med mine venner, deltager nogle gange i min værtsmors zumba-klasser og tager til spanskkursus i Sevilla med de andre udvekslingsstudenter.